langa 1.0.0

data/examples/danish_utf8.txt

@@ -0,0 +1,1000 @@
+#THE UNBOUND BIBLE (www.unboundbible.org)
+#name	Danish
+#filetype	Unmapped-BCV
+#copyright	
+#abbreviation	
+#language	dns
+#note	
+#columns	orig_book_index	orig_chapter	orig_verse	text
+01O	1	1	I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
+01O	1	2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
+01O	1	3	Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
+01O	1	4	Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
+01O	1	5	og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
+01O	1	6	Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!"
+01O	1	7	Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
+01O	1	8	og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
+01O	1	9	Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
+01O	1	10	og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
+01O	1	11	Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det:
+01O	1	12	Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
+01O	1	13	Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
+01O	1	14	Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
+01O	1	15	og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det:
+01O	1	16	Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
+01O	1	17	og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
+01O	1	18	og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
+01O	1	19	Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
+01O	1	20	Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
+01O	1	21	Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
+01O	1	22	Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!"
+01O	1	23	Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
+01O	1	24	Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det:
+01O	1	25	Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
+01O	1	26	Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!"
+01O	1	27	Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
+01O	1	28	og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
+01O	1	29	Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
+01O	1	30	men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det.
+01O	1	31	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
+01O	2	1	Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
+01O	2	2	På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
+01O	2	3	og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
+01O	2	4	Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel
+01O	2	5	dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
+01O	2	6	men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade
+01O	2	7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
+01O	2	8	Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;
+01O	2	9	Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
+01O	2	10	Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.
+01O	2	11	Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
+01O	2	12	og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
+01O	2	13	Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
+01O	2	14	Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.
+01O	2	15	Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.
+01O	2	16	Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
+01O	2	17	kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
+01O	2	18	Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
+01O	2	19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
+01O	2	20	Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
+01O	2	21	Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
+01O	2	22	og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
+01O	2	23	Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
+01O	2	24	Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.
+01O	2	25	Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
+01O	3	1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
+01O	3	2	Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
+01O	3	3	kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
+01O	3	4	Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
+01O	3	5	men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!"
+01O	3	6	Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
+01O	3	7	Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
+01O	3	8	Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
+01O	3	9	Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
+01O	3	10	Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!"
+01O	3	11	Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
+01O	3	12	Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg."
+01O	3	13	Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
+01O	3	14	Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
+01O	3	15	Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!"
+01O	3	16	Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
+01O	3	17	Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
+01O	3	18	Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
+01O	3	19	i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"
+01O	3	20	Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
+01O	3	21	Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
+01O	3	22	Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
+01O	3	23	Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
+01O	3	24	og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
+01O	4	1	Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
+01O	4	2	Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker.
+01O	4	3	Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,
+01O	4	4	medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
+01O	4	5	men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
+01O	4	6	Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
+01O	4	7	Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!"
+01O	4	8	Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
+01O	4	9	Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
+01O	4	10	Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
+01O	4	11	Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd!
+01O	4	12	Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
+01O	4	13	Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
+01O	4	14	når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!"
+01O	4	15	Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
+01O	4	16	Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.
+01O	4	17	Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
+01O	4	18	Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
+01O	4	19	Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
+01O	4	20	Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg;
+01O	4	21	hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte.
+01O	4	22	Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
+01O	4	23	Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
+01O	4	24	Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!"
+01O	4	25	Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
+01O	4	26	Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENs Navn.
+01O	5	1	Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
+01O	5	2	som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
+01O	5	3	Da Adam havde levet i 130 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
+01O	5	4	og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	5	således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
+01O	5	6	Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
+01O	5	7	og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	8	således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
+01O	5	9	Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
+01O	5	10	og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	11	således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
+01O	5	12	Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
+01O	5	13	og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	14	således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
+01O	5	15	Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
+01O	5	16	og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre;
+01O	5	17	således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han.
+01O	5	18	Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
+01O	5	19	og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	20	således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
+01O	5	21	Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
+01O	5	22	og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	23	således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
+01O	5	24	og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
+01O	5	25	Da Metusalem havde levet 187 År, avlede han Lemek;
+01O	5	26	og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	27	således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
+01O	5	28	Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
+01O	5	29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet."
+01O	5	30	Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre;
+01O	5	31	således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
+01O	5	32	Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
+01O	6	1	Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre,
+01O	6	2	fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
+01O	6	3	Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."
+01O	6	4	I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
+01O	6	5	Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
+01O	6	6	Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
+01O	6	7	Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
+01O	6	8	Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
+01O	6	9	Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
+01O	6	10	Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
+01O	6	11	Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
+01O	6	12	og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
+01O	6	13	Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
+01O	6	14	Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
+01O	6	15	og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj;
+01O	6	16	du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk.
+01O	6	17	Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå.
+01O	6	18	Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
+01O	6	19	og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være,
+01O	6	20	af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live.
+01O	6	21	Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde."
+01O	6	22	Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
+01O	7	1	Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
+01O	7	2	Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun,
+01O	7	3	ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden.
+01O	7	4	Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade."
+01O	7	5	Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
+01O	7	6	Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
+01O	7	7	Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.
+01O	7	8	De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden,
+01O	7	9	gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
+01O	7	10	Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
+01O	7	11	i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes,
+01O	7	12	og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
+01O	7	13	Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
+01O	7	14	og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
+01O	7	15	af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa;
+01O	7	16	Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
+01O	7	17	Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
+01O	7	18	Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet;
+01O	7	19	og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand;
+01O	7	20	femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
+01O	7	21	Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
+01O	7	22	alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde.
+01O	7	23	Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
+01O	7	24	Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
+01O	8	1	Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
+01O	8	2	Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
+01O	8	3	og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
+01O	8	4	På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
+01O	8	5	og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
+01O	8	6	Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
+01O	8	7	og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
+01O	8	8	Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
+01O	8	9	men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
+01O	8	10	Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;
+01O	8	11	ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
+01O	8	12	Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.
+01O	8	13	I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
+01O	8	14	På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
+01O	8	15	Da sagde Gud til Noa:
+01O	8	16	"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
+01O	8	17	og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
+01O	8	18	Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
+01O	8	19	og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
+01O	8	20	Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
+01O	8	21	Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
+01O	8	22	Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
+01O	9	1	Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
+01O	9	2	Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
+01O	9	3	Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
+01O	9	4	Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
+01O	9	5	Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.
+01O	9	6	Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
+01O	9	7	Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"
+01O	9	8	Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
+01O	9	9	"Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder
+01O	9	10	og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;
+01O	9	11	jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"
+01O	9	12	Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
+01O	9	13	Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden!
+01O	9	14	Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne,
+01O	9	15	vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
+01O	9	16	Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden."
+01O	9	17	Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"
+01O	9	18	Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an;
+01O	9	19	det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.
+01O	9	20	Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
+01O	9	21	Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.
+01O	9	22	Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det;
+01O	9	23	men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
+01O	9	24	Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,
+01O	9	25	sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!"
+01O	9	26	Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl!
+01O	9	27	Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"
+01O	9	28	Noa levede 350 År efter Vandfloden;
+01O	9	29	således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
+01O	10	1	Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
+01O	10	2	Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
+01O	10	3	Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
+01O	10	4	Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
+01O	10	5	fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.
+01O	10	6	Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
+01O	10	7	Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
+01O	10	8	Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
+01O	10	9	Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
+01O	10	10	Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear;
+01O	10	11	fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela
+01O	10	12	og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
+01O	10	13	Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
+01O	10	14	Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne.
+01O	10	15	Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
+01O	10	16	Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
+01O	10	17	Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
+01O	10	18	Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig,
+01O	10	19	så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja.
+01O	10	20	Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
+01O	10	21	Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner.
+01O	10	22	Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
+01O	10	23	Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
+01O	10	24	Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
+01O	10	25	Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
+01O	10	26	Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
+01O	10	27	Hadoram, Uzal, Dikla,
+01O	10	28	Obal, Abimael, Saba,
+01O	10	29	Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
+01O	10	30	og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge.
+01O	10	31	Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
+01O	10	32	Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
+01O	11	1	Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
+01O	11	2	Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
+01O	11	3	Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
+01O	11	4	Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!"
+01O	11	5	Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede,
+01O	11	6	og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
+01O	11	7	lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!"
+01O	11	8	Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
+01O	11	9	Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
+01O	11	10	Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
+01O	11	11	og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	12	Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
+01O	11	13	og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	14	Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
+01O	11	15	og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	16	Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
+01O	11	17	og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	18	Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
+01O	11	19	og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	20	Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
+01O	11	21	og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	22	Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
+01O	11	23	og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	24	Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
+01O	11	25	og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre.
+01O	11	26	Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
+01O	11	27	Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot.
+01O	11	28	Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
+01O	11	29	Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
+01O	11	30	Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
+01O	11	31	Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
+01O	11	32	Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
+01O	12	1	HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
+01O	12	2	så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
+01O	12	3	Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
+01O	12	4	Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
+01O	12	5	og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
+01O	12	6	Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
+01O	12	7	Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
+01O	12	8	Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
+01O	12	9	Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
+01O	12	10	Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
+01O	12	11	Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
+01O	12	12	når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;
+01O	12	13	sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
+01O	12	14	Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;
+01O	12	15	og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.
+01O	12	16	Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.
+01O	12	17	Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.
+01O	12	18	Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
+01O	12	19	Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
+01O	12	20	Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
+01O	13	1	og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
+01O	13	2	Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
+01O	13	3	og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj,
+01O	13	4	til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENs Navn.
+01O	13	5	Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte.
+01O	13	6	Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
+01O	13	7	Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
+01O	13	8	Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
+01O	13	9	Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!"
+01O	13	10	Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
+01O	13	11	valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes,
+01O	13	12	idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma.
+01O	13	13	Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
+01O	13	14	Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;
+01O	13	15	thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid,
+01O	13	16	og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
+01O	13	17	Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
+01O	13	18	Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
+01O	14	1	Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim.
+01O	14	2	lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.
+01O	14	3	Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.
+01O	14	4	I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;
+01O	14	5	og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
+01O	14	6	og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand;
+01O	14	7	så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.
+01O	14	8	Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
+01O	14	9	med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
+01O	14	10	Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
+01O	14	11	Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;
+01O	14	12	ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
+01O	14	13	Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
+01O	14	14	Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;
+01O	14	15	der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
+01O	14	16	Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
+01O	14	17	Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.
+01O	14	18	Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin
+01O	14	19	og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
+01O	14	20	og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.
+01O	14	21	Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!"
+01O	14	22	Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,
+01O	14	23	at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!
+01O	14	24	Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"
+01O	15	1	Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!"
+01O	15	2	Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."
+01O	15	3	Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!"
+01O	15	4	Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
+01O	15	5	Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!"
+01O	15	6	Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
+01O	15	7	Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
+01O	15	8	Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"
+01O	15	9	Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
+01O	15	10	Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
+01O	15	11	Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.
+01O	15	12	Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
+01O	15	13	Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.
+01O	15	14	Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.
+01O	15	15	Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.
+01O	15	16	I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
+01O	15	17	Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.
+01O	15	18	På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,
+01O	15	19	det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
+01O	15	20	Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
+01O	15	21	Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."
+01O	16	1	Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
+01O	16	2	og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj.
+01O	16	3	Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru;
+01O	16	4	og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
+01O	16	5	Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!"
+01O	16	6	Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.
+01O	16	7	Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur;
+01O	16	8	og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!"
+01O	16	9	Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
+01O	16	10	Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles."
+01O	16	11	Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt;
+01O	16	12	og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!"
+01O	16	13	Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?"
+01O	16	14	Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered.
+01O	16	15	Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.
+01O	16	16	Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.
+01O	17	1	Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig,
+01O	17	2	så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!"
+01O	17	3	Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
+01O	17	4	"Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk;
+01O	17	5	derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
+01O	17	6	Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.
+01O	17	7	Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
+01O	17	8	og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"
+01O	17	9	Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
+01O	17	10	og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
+01O	17	11	I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;
+01O	17	12	otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
+01O	17	13	omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt!
+01O	17	14	Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"
+01O	17	15	Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
+01O	17	16	jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!"
+01O	17	17	Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?"
+01O	17	18	Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!"
+01O	17	19	Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
+01O	17	20	Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.
+01O	17	21	Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid."
+01O	17	22	Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
+01O	17	23	Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
+01O	17	24	Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud;
+01O	17	25	og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud.
+01O	17	26	Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
+01O	17	27	og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
+01O	18	1	Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
+01O	18	2	Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden
+01O	18	3	og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi!
+01O	18	4	Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
+01O	18	5	Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
+01O	18	6	Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
+01O	18	7	Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
+01O	18	8	Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
+01O	18	9	Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!"
+01O	18	10	Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;
+01O	18	11	og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
+01O	18	12	lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
+01O	18	13	Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
+01O	18	14	Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
+01O	18	15	Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"
+01O	18	16	Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.
+01O	18	17	Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
+01O	18	18	da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?
+01O	18	19	Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham."
+01O	18	20	Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar.
+01O	18	21	Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"
+01O	18	22	Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham.
+01O	18	23	Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
+01O	18	24	Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
+01O	18	25	Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?"
+01O	18	26	Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!"
+01O	18	27	Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
+01O	18	28	Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
+01O	18	29	Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være."
+01O	18	30	Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
+01O	18	31	Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
+01O	18	32	Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
+01O	18	33	Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.
+01O	19	1	De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden
+01O	19	2	og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
+01O	19	3	Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.
+01O	19	4	Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,
+01O	19	5	og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
+01O	19	6	Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
+01O	19	7	Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
+01O	19	8	Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!"
+01O	19	9	Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.
+01O	19	10	Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;
+01O	19	11	men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
+01O	19	12	Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
+01O	19	13	thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem."
+01O	19	14	Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
+01O	19	15	Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
+01O	19	16	Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
+01O	19	17	Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!"
+01O	19	18	Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
+01O	19	19	Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
+01O	19	20	Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!"
+01O	19	21	Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;
+01O	19	22	men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.
+01O	19	23	Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
+01O	19	24	lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen;
+01O	19	25	og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.
+01O	19	26	Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.
+01O	19	27	Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HERREN,
+01O	19	28	og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.
+01O	19	29	Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.
+01O	19	30	Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.
+01O	19	31	Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.
+01O	19	32	Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!"
+01O	19	33	De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
+01O	19	34	Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!"
+01O	19	35	Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
+01O	19	36	Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
+01O	19	37	og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.
+01O	19	38	Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
+01O	20	1	Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
+01O	20	2	Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
+01O	20	3	Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!"
+01O	20	4	Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
+01O	20	5	Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette."
+01O	20	6	Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
+01O	20	7	Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"
+01O	20	8	Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
+01O	20	9	Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!"
+01O	20	10	Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle således?"
+01O	20	11	Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
+01O	20	12	Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru.
+01O	20	13	Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
+01O	20	14	Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
+01O	20	15	og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!"
+01O	20	16	Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
+01O	20	17	Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
+01O	20	18	HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.
+01O	21	1	HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved Sara, som han havde sagt,
+01O	21	2	og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham.
+01O	21	3	Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
+01O	21	4	og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham.
+01O	21	5	Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
+01O	21	6	Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig."
+01O	21	7	Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"
+01O	21	8	Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
+01O	21	9	Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak,
+01O	21	10	sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!"
+01O	21	11	Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
+01O	21	12	men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes;
+01O	21	13	men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!"
+01O	21	14	Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,
+01O	21	15	og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene
+01O	21	16	og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
+01O	21	17	Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
+01O	21	18	rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!"
+01O	21	19	Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.
+01O	21	20	Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.
+01O	21	21	Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.
+01O	21	22	Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
+01O	21	23	tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!"
+01O	21	24	Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
+01O	21	25	Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig.
+01O	21	26	Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!"
+01O	21	27	Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden.
+01O	21	28	Men Abraham satte syv Lam til Side,
+01O	21	29	og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?"
+01O	21	30	svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
+01O	21	31	Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder;
+01O	21	32	og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
+01O	21	33	Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der HERREN den evige Guds Navn.
+01O	21	34	Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
+01O	22	1	Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
+01O	22	2	Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
+01O	22	3	Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.
+01O	22	4	Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt borte.
+01O	22	5	Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder."
+01O	22	6	Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
+01O	22	7	Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede: "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?"
+01O	22	8	Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!" Og så gik de to sammen.
+01O	22	9	Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet.
+01O	22	10	Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
+01O	22	11	Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
+01O	22	12	Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!"
+01O	22	13	Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
+01O	22	14	Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
+01O	22	15	Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
+01O	22	16	"Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
+01O	22	17	så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse;
+01O	22	18	og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!"
+01O	22	19	Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.
+01O	22	20	Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har født din Broder Nakor Sønner:
+01O	22	21	Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
+01O	22	22	Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
+01O	22	23	Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder Nakor,
+01O	22	24	og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og Ma'aka."
+01O	23	1	Sara levede 127 År, så mange var Saras Leveår.
+01O	23	2	Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
+01O	23	3	Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne:
+01O	23	4	"Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!"
+01O	23	5	Da svarede Hetiterne Abraham:
+01O	23	6	"Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde."
+01O	23	7	Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet,
+01O	23	8	og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
+01O	23	9	så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!"
+01O	23	10	Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
+01O	23	11	"Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!"
+01O	23	12	Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
+01O	23	13	og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, så jeg kan jorde min døde der."
+01O	23	14	Da sagde Efron til Abraham:
+01O	23	15	"Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!"
+01O	23	16	Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
+01O	23	17	Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
+01O	23	18	over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port.
+01O	23	19	Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
+01O	23	20	Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.
+01O	24	1	Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet ham i alle Måder.
+01O	24	2	Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
+01O	24	3	så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor,
+01O	24	4	men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!"
+01O	24	5	Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?"
+01O	24	6	Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!
+01O	24	7	HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
+01O	24	8	men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
+01O	24	9	Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.
+01O	24	10	Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim.
+01O	24	11	Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
+01O	24	12	og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
+01O	24	13	Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand;
+01O	24	14	og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!"
+01O	24	15	Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen,
+01O	24	16	en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
+01O	24	17	Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!"
+01O	24	18	Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke;
+01O	24	19	og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
+01O	24	20	Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.
+01O	24	21	Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
+01O	24	22	og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
+01O	24	23	og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
+01O	24	24	Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
+01O	24	25	og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte "
+01O	24	26	Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
+01O	24	27	idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud. som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
+01O	24	28	Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.
+01O	24	29	Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;
+01O	24	30	og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;
+01O	24	31	og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
+01O	24	32	Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.
+01O	24	33	Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"
+01O	24	34	Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
+01O	24	35	HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
+01O	24	36	og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.
+01O	24	37	Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
+01O	24	38	Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!
+01O	24	39	Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?
+01O	24	40	svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
+01O	24	41	i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!
+01O	24	42	Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for!
+01O	24	43	Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!
+01O	24	44	og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min Herres Søn!
+01O	24	45	Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!
+01O	24	46	løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke.
+01O	24	47	Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
+01O	24	48	og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
+01O	24	49	Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!"
+01O	24	50	Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN,. vi kan hverken gøre fra eller til!
+01O	24	51	Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
+01O	24	52	Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HERREN.
+01O	24	53	Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
+01O	24	54	Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!"
+01O	24	55	Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort"
+01O	24	56	Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
+01O	24	57	De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"
+01O	24	58	Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"
+01O	24	59	Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;
+01O	24	60	og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!"
+01O	24	61	Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
+01O	24	62	Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet.
+01O	24	63	Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
+01O	24	64	Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen
+01O	24	65	og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig.
+01O	24	66	Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
+01O	24	67	Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.
+01O	25	1	Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
+01O	25	2	og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.
+01O	25	3	Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne.
+01O	25	4	Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.
+01O	25	5	Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
+01O	25	6	men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.
+01O	25	7	De År, Abraham levede, udgjorde 175;
+01O	25	8	så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
+01O	25	9	Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
+01O	25	10	den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.
+01O	25	11	Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.
+01O	25	12	Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.
+01O	25	13	Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
+01O	25	14	Misjma, Duma, Massa,
+01O	25	15	Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
+01O	25	16	Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
+01O	25	17	Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt.
+01O	25	18	De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.
+01O	25	19	Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
+01O	25	20	Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.
+01O	25	21	Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.
+01O	25	22	Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge HERREN.
+01O	25	23	Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!"
+01O	25	24	Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.
+01O	25	25	Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.
+01O	25	26	Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes.
+01O	25	27	Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.
+01O	25	28	Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.
+01O	25	29	Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.
+01O	25	30	Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
+01O	25	31	Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
+01O	25	32	Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!"
+01O	25	33	Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
+01O	25	34	Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.
+01O	26	1	Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i Gerar.
+01O	26	2	Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
+01O	26	3	bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
+01O	26	4	og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes,
+01O	26	5	fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
+01O	26	6	Så blev Isak boende i Gerar.
+01O	26	7	Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
+01O	26	8	Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak kærtegne sin Hustru Rebekka.
+01O	26	9	Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes Skyld."
+01O	26	10	Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os! Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
+01O	26	11	Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand eller hans Hustru, skal lide Døden."
+01O	26	12	Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN velsignede ham,
+01O	26	13	så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig,
+01O	26	14	og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover blev Filisterne skinsyge på ham.
+01O	26	15	Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
+01O	26	16	og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet os for stærk!"
+01O	26	17	Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.
+01O	26	18	Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde givet dem.
+01O	26	19	Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med rindende Vand;
+01O	26	20	men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de med ham.
+01O	26	21	Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
+01O	26	22	Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"
+01O	26	23	Så drog han derfra til Be'ersjeba.
+01O	26	24	Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams, Skyld!"
+01O	26	25	Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.
+01O	26	26	Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol.
+01O	26	27	Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader mig og har jaget mig bort fra eder?"
+01O	26	28	Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og lad os slutte en Pagt med dig,
+01O	26	29	at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred; du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
+01O	26	30	Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
+01O	26	31	Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked med dem, og de drog bort i Fred.
+01O	26	32	Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd, de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
+01O	26	33	Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag Be'ersjeba.
+01O	26	34	Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
+01O	26	35	Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.
+01O	27	1	Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
+01O	27	2	Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer
+01O	27	3	tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
+01O	27	4	lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"
+01O	27	5	Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,
+01O	27	6	sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
+01O	27	7	Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min Død.
+01O	27	8	Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
+01O	27	9	Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
+01O	27	10	bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!"
+01O	27	11	Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat;
+01O	27	12	sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
+01O	27	13	Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
+01O	27	14	Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
+01O	27	15	Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
+01O	27	16	Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,
+01O	27	17	og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.
+01O	27	18	Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
+01O	27	19	Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"
+01O	27	20	Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!"
+01O	27	21	Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
+01O	27	22	Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
+01O	27	23	Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.
+01O	27	24	Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!"
+01O	27	25	Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
+01O	27	26	Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!"
+01O	27	27	Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
+01O	27	28	Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!
+01O	27	29	Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"
+01O	27	30	Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;
+01O	27	31	også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"
+01O	27	32	Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!"
+01O	27	33	Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"
+01O	27	34	Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
+01O	27	35	Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!"
+01O	27	36	Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
+01O	27	37	Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?"
+01O	27	38	Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og græd.
+01O	27	39	Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;
+01O	27	40	af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"
+01O	27	41	Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!"
+01O	27	42	Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
+01O	27	43	adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
+01O	27	44	og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
+01O	27	45	til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"
+01O	27	46	Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"
+01O	28	1	Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
+01O	28	2	Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
+01O	28	3	Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
+01O	28	4	Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!"
+01O	28	5	Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder.
+01O	28	6	Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre,
+01O	28	7	og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram.
+01O	28	8	Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag,
+01O	28	9	og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer.
+01O	28	10	Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
+01O	28	11	På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
+01O	28	12	Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
+01O	28	13	og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom;
+01O	28	14	dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes;
+01O	28	15	se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
+01O	28	16	Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
+01O	28	17	Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
+01O	28	18	Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
+01O	28	19	Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
+01O	28	20	Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig,
+01O	28	21	og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud,
+01O	28	22	og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"
+01O	29	1	Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.
+01O	29	2	Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten,
+01O	29	3	som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
+01O	29	4	Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!"
+01O	29	5	Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt."
+01O	29	6	Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
+01O	29	7	Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
+01O	29	8	Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."
+01O	29	9	Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
+01O	29	10	og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.
+01O	29	11	Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
+01O	29	12	og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det"
+01O	29	13	og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
+01O	29	14	og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.
+01O	29	15	Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"
+01O	29	16	Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
+01O	29	17	Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud,
+01O	29	18	og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Rakel."
+01O	29	19	Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!"
+01O	29	20	Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende.
+01O	29	21	Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
+01O	29	22	Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
+01O	29	23	Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.
+01O	29	24	Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
+01O	29	25	Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"
+01O	29	26	Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste;
+01O	29	27	men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
+01O	29	28	Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru.
+01O	29	29	Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.
+01O	29	30	Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.
+01O	29	31	Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
+01O	29	32	Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!"
+01O	29	33	Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
+01O	29	34	Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
+01O	29	35	Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn.
+01O	30	1	Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!"
+01O	30	2	Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
+01O	30	3	Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
+01O	30	4	Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.
+01O	30	5	Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
+01O	30	6	og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
+01O	30	7	Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;
+01O	30	8	og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.
+01O	30	9	Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
+01O	30	10	og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
+01O	30	11	sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
+01O	30	12	Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
+01O	30	13	og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser.
+01O	30	14	Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
+01O	30	15	Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!"
+01O	30	16	Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
+01O	30	17	Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;
+01O	30	18	og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
+01O	30	19	Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
+01O	30	20	og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.
+01O	30	21	Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.
+01O	30	22	Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,
+01O	30	23	så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel."
+01O	30	24	Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig endnu en Søn!"
+01O	30	25	Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
+01O	30	26	giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!"
+01O	30	27	Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
+01O	30	28	Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!"
+01O	30	29	Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
+01O	30	30	thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
+01O	30	31	Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.
+01O	30	32	Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;
+01O	30	33	i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig."
+01O	30	34	Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
+01O	30	35	Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
+01O	30	36	og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede Resten af Labans Hjord.
+01O	30	37	Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene;
+01O	30	38	og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;
+01O	30	39	Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.
+01O	30	40	Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
+01O	30	41	Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;
+01O	30	42	men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
+01O	30	43	På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.
+01O	31	1	Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
+01O	31	2	Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.
+01O	31	3	Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
+01O	31	4	Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord;
+01O	31	5	og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;
+01O	31	6	og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
+01O	31	7	medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
+01O	31	8	sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
+01O	31	9	Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
+01O	31	10	Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede
+01O	31	11	og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!
+01O	31	12	Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.
+01O	31	13	Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
+01O	31	14	Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?
+01O	31	15	Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?
+01O	31	16	Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
+01O	31	17	Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
+01O	31	18	og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
+01O	31	19	Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud.
+01O	31	20	Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;
+01O	31	21	og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.
+01O	31	22	Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
+01O	31	23	han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
+01O	31	24	Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!"
+01O	31	25	Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
+01O	31	26	sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
+01O	31	27	Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper?
+01O	31	28	Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig!
+01O	31	29	Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!
+01O	31	30	Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
+01O	31	31	Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!
+01O	31	32	Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
+01O	31	33	Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.
+01O	31	34	Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,
+01O	31	35	sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den.
+01O	31	36	Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!
+01O	31	37	Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!
+01O	31	38	I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
+01O	31	39	det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten;
+01O	31	40	om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.
+01O	31	41	I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.
+01O	31	42	Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!"
+01O	31	43	Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?
+01O	31	44	Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os."
+01O	31	45	Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
+01O	31	46	og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
+01O	31	47	Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
+01O	31	48	Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed
+01O	31	49	og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles.
+01O	31	50	Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
+01O	31	51	Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
+01O	31	52	Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
+01O	31	53	Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
+01O	31	54	og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over.
+01O	31	55	Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,
+01O	32	1	men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
+01O	32	2	og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
+01O	32	3	Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land på Edoms Højslette,
+01O	32	4	og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;
+01O	32	5	jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
+01O	32	6	Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
+01O	32	7	Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
+01O	32	8	idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan dog den anden slippe bort."
+01O	32	9	Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
+01O	32	10	Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;
+01O	32	11	frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
+01O	32	12	Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"
+01O	32	13	Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en Gave til sin Broder Esau,
+01O	32	14	200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
+01O	32	15	34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;
+01O	32	16	han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem Hjordene!"
+01O	32	17	Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,
+01O	32	18	skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave. han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
+01O	32	19	Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
+01O	32	20	"Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt imod mig!"
+01O	32	21	Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.
+01O	32	22	Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
+01O	32	23	han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt. hvad han ejede, over.
+01O	32	24	Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;
+01O	32	25	og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han brødes med ham.
+01O	32	26	Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
+01O	32	27	Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
+01O	32	28	Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
+01O	32	29	Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
+01O	32	30	Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
+01O	32	31	Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på Hoften.
+01O	32	32	Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.
+01O	33	1	Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder,
+01O	33	2	idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;
+01O	33	3	selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder.
+01O	33	4	Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd;
+01O	33	5	og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han: "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud nådig har givet din Træl."
+01O	33	6	Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden,
+01O	33	7	derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden.
+01O	33	8	Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?" Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!"
+01O	33	9	Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!"
+01O	33	10	Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds Åsyn, og du har taget venligt imod mig!
+01O	33	11	Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog det.
+01O	33	12	Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg vil drage foran dig!"
+01O	33	13	Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget.
+01O	33	14	Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene, til jeg kommer til min Herre i Seir."
+01O	33	15	Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot finde Nåde for min Herres Øjne!"
+01O	33	16	Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.
+01O	33	17	Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot.
+01O	33	18	Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;
+01O	33	19	og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita
+01O	33	20	og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.
+01O	34	1	Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,
+01O	34	2	så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;
+01O	34	3	men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;
+01O	34	4	og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!"
+01O	34	5	Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem.
+01O	34	6	Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
+01O	34	7	Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.
+01O	34	8	Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
+01O	34	9	og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;
+01O	34	10	tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"
+01O	34	11	Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give